Hvad er SEO, og er det noget, du behøver at vide noget om som hjemmeside- eller blogejer?
Svaret er principielt et rungende ja, men det afhænger naturligvis af, hvad du bruger din side til. Hvis du har en lille personlig blog uden ønske om vækst og indtjening, er det fuldstændig ligegyldigt.
Hvis du derimod bruger siden til erhverv, og ønsker flere besøgende og øget omsætning, så er SEO altafgørende.
SEO er en forkortelse af det engelske Search Engine Optimization, som på Dansk oversættes til søgemaskineoptimering.
Hvad er SEO og hvorfor bruge tid på det?
Som du måske ved allerede, tager det lang tid at lave godt indhold til en hjemmeside. Fordelen ved samtidig at gøre sig tanker om SEO er, at det tager næsten lige så lang tid at lave indhold, der aldrig bliver fundet, som det tager at lave indhold, der ligger nummer et i en Google søgning.
Indtil den dag hvor en søgemaskine kan læse og tolke dit indhold selv, er du nød til at gøre det muligt for en søgemaskine at vurdere, hvad formålet er med din side eller dit indlæg.
Det gør man ved at bruge søgeord og søgesætninger, som der rent faktisk er søgninger på. Det tager naturligvis tid at finde frem til disse søgeord, men hvis indsatsen betyder, at der er andre end dig og din familie der finder din side, er den ekstra indsats måske umagen værd.
SEO områder
SEO kan i grove træk opdeles i to overordnede områder:
- SEO på din hjemmeside, “On page SEO”. I denne kasse finder man emner som søgeordsanalyse, teknisk SEO (Diverse optimering) og intern linkstruktur.
- Ekstern SEO uden for rammerne af din hjemmeside, “Off page SEO”. Her gemmer sig også store emner som f.eks; lokal SEO, etablering af backlinks, etc.
”On-page SEO”
Hvad er SEO på selve hjemmesiden? Det er den del af SEO arbejdet, som du har mest kontrol over, og som er et oplagt sted at begynde arbejdet med SEO.
”On page SEO” er alt, hvad der omhandler selve hjemmesiden. Dette er et nærmest uendeligt emne, da utroligt mange faktorer har indflydelse på, hvordan din side klarer sig i søgningerne. Her går i høj grad ud på, hvordan du skriver dit indhold, og hvordan du gør brug af de søgeord der henvender sig til din målgruppe.
Her er lidt eksempler på vigtige SEO faktorer, som samtidig er rimeligt håndgribelige.
- Titler på sider og indlæg. Den vigtigste SEO faktor af dem alle!
- Side formatering. Det kunne dreje sig om læselighed, længde, og brug af søgeord
- Sidens webadresse og ordvalg i samme (URL)
- Meta tekst. Den lange beskrivende tekst nederst i et søgeresultat
- Interne links der fortæller sammenhængen mellem dine sider
- Meta tekst. Den lange beskrivende tekst nederst i et søgeresultat
- Diverse overskrifter i din tekst
- Alt tekster til dine billeder. (Alternativ tekst til billeder i dine sider og indlæg).
- Brug af kategorier og tags på en WordPress hjemmeside
- Hastigheden på din hjemmeside. (Hvor hurtigt loader din side)
- Og meget, meget mere
Ekstern SEO
Hvad er SEO uden for rammerne af din side? Ekstern SEO er faktorer, som kan påvirkes, men som ikke er en direkte del af din hjemmeside eller blog.
Her mener jeg ikke reklame og annoncering i traditionel forstand. SEO drejer sig i høj grad om at opbygge anseelse ved søgemaskinerne, gode søgeresultater, og dermed gratis reklame.
Ekstern SEO går ud på at påvirke omverdenen til at vise søgemaskinerne, at de kender, og synes om din hjemmeside.
Med andre ord drejer det sig om at skabe signaler, der fortæller Google, at din hjemmeside er værd at besøge, og ikke mindst overbevise dem om at den fortjener at figurere langt fremme, og helst øverst, i søgeresultaterne.
Det handler her i høj grad om:
- Sociale signaler fra de sociale medier
- Links til din hjemmeside fra andre hjemmesider. (Såkaldte backlinks)
- Lokal SEO (Google Business)
Sociale signaler
Sociale signaler går ud på at skabe:
- Omtale
- Likes & shares
Dette område kan være ret tidskrævende, og kræver en konstant indlevelse og tilstedeværelse for at være rigtig effektivt.
Det er til gengæld i bund og grund forholdsvis ukompliceret, og går i al sin enkelthed ud på at kommunikere direkte med mennesker og skabe tillid og interesse omkring dit online projekt.
Backlinks
Sammen med godt indhold er gode backlinks et af de stærkeste SEO værktøjer. Desværre er det samtidig et kompliceret og kontroversielt SEO redskab. Det er et område hvor man let kan komme i uføre, hvis man lader sig friste til at skabe links af lav kvalitet. Som vi alle ved er plads 1 på Google et godt sted at være og det forstår mange SEO virksomheder at udnytte på godt og ondt. Det forventes at der skabes resultater og det frister ofte til benyttelse af mere lyssky SEO metoder.
Arbejdet med backlinks er meget tidskrævende, hvis man vælger målrettet at opbygge mange links til en hjemmeside. Problemet er, at den måde Google tolker et link, ændrer sig konstant, og det der var et godt link i går, kan skade dig i morgen.
Det kan godt lade sig gøre at fjerne links igen, men det er langt fra sikkert, at det lykkes, og hvis man synes det tog lang tid at skabe linket, kan man godt sætte sig godt til rette, når man skal til at fjerne links. Det er et enormt tidkrævende og frustrerende arbejde.
White hat, black hat
Et almindeligt begreb der passer godt ind her er “White hat og Black hat” SEO. En direkte oversættelse giver ikke meget mening, men “White hat” kan i denne sammenhæng kaldes gode og værdifulde links, hvorimod “Black hat” er lyssky og skumle links, der kun har til formål at snyde systemerne til bedre søgeresultater.
Guld eller skrot
Hvad er SEO Guld og hvad er SEO skrot? Som sagt ændrer dette område sig hele tiden, men i det følgende får du lidt eksempler på links fra begge lejre. Den grundlæggende forskel er at gode links som dem jeg nævner her aldrig udvikler sig til dårlige links. De dårlige links kan hjælpe på den korte bane, men man kan blive straffet hårdt hvis man benytter sig af dårlige links.
Eksempler på gode links
- Links fra institutioner og myndigheder er det rene guld og vil altid være det! Et link fra et universitet er mere værd end 1000 links fra alverdens ligegyldige indeks.
- Relevante links fra virksomheder
- Relevante links fra autoriteter i din branche
Eksempler på dårlige links
- Indeks med ganske få undtagelser. Der findes astronomiske mængder af indeks, der ikke tjener andet formål end at trække folk ind til en masse reklamer. Dette var indtil for relativt nyligt en almindelig og uskadelig praksis. Det er det IKKE mere, og det er nærmest umuligt at blive fjernet fra disse indeks igen.
- Fabrikerede links fra kunstige sider som SEO leverandøren måske endda selv har etableret med backlinks som det eneste formål.
Backlink sammendrag
Det betaler sig altså at være yderst varsom med, hvordan man opbygger links til sin hjemmeside.
Hvis du har valgt at købe SEO arbejde ude i byen, så gør dig selv den tjeneste, at lave lidt research før du vælger en samarbejdspartner. Forsøg at sikre dig at virksomheden har en god SEO etik, så de ikke risikerer at ødelægge din side med en masse dårlige links.
Hvis du ikke har viden, tid, budget, og lyst til denne form for SEO, så lad det ske naturligt. Over tid vil der opstå links til din side, hvis du laver godt og interessant indhold. Der vil altid være spam sites, der linker til din side uden din accept, men du undgår i det mindste selv at gøre skade på din side.
Det semantiske web og godt indhold
Tricks og fiduser vil langsomt blive langt mindre fordelagtige, og fordelen vil forhåbentlig blive fuldstændig elimineret i løbet af de næste få år.
Søgemaskinernes våde drøm er begrebet, “Det semantiske web”. Det går ud på, at søgemaskinen bliver i stand til, helt selvstændigt, at vurdere kvaliteten af dit indhold og tolke betydningen. Man kan diskutere om det er skræmmende eller ej, men som hjemmeside ejer med gode intentioner, er det en herlig tanke. Hvis indholdet kan tale for sig selv, vil hr. og fru Jensen kunne være med i konkurrencen om de gode søgeresultater.
Som det er nu, kan de store sites skrive nogle få ord om et givent emne og dermed ranke helt i toppen med deres indhold. Den situation er unfair og fører til tidsspilde for både den besøgende, og for dem der skaber godt indhold uden af blive fundet.
Indtil den dag kommer, er vi alle imidlertid henvist til de metoder, der nu en gang er tilgængelige for at fortælle Google og den besøgende, hvad dine sider handler om, og hvorfor de fortjener at blive besøgt.