Melfar Web Design blog post

Hvad er et WordPress plugin, og hvordan vælger du det rigtige?

Udvalgt billede. Overskrift 'Web-ordbogen'. Tekst, hvad er et WordPress plugin.

Et WordPress plugin er en større eller mindre programudvidelse, der enten kan tilføje funktioner, eller udvide de funktioner der findes i WordPress som standard.

WordPress kan principielt fungere uden et eneste aktivt plugin, men i praksis vil der altid være plugins installeret. Som minimum bør der eksempelvis altid være et sikkerhedsplugin installeret.

WordPress plugins varierer meget i kompleksitet, og strækker sig fra at tilbyde en enkelt funktion til altomfattende udvidelser, som f.eks. et WordPress page builder plugin.

Det vilde ‘plugin’ vesten

Wild west wanted poster. WordPress plugins wantedWordPress er gratis open source software, hvilket jo er herligt, da vi danskere bedst kan lide ting der ‘koster gratis’. Gratis software, der tilmed er open source, kan dog alligevel have en pris, når det store regnestykke skal gøres op.

Open source rygraden i WordPress universet gør, at alle der er i stand til at bikse noget PHP kode sammen, kan udbyde et plugin i WordPress plugin databasen på WordPress.org.

I skrivende stund findes der lige knap 55.000 plugins som du, kvit og frit, kan installere på din WordPress hjemmeside. Det siger næsten sig selv, at der må være en del skrammel imellem (hvilket der er). Kvaliteten varierer fra forældede og ubrugelige plugins til fremragende og professionelle udvidelser.

Der er mig bekendt ingen kvalitetskontrol på WordPress plugin markedet, og der stilles ingen garantier i forbindelse med gratis plugins. På den måde kan det ende med at være dyrt at vælge en gratis løsning.

Vær derfor meget kritisk og forsigtig med, hvad du bruger på dit live WordPress site! Særligt hvis du bruger siden erhvervsmæssigt.

WordPress plugin kategorier

Der findes overordnet set tre kategorier af WordPress plugins:

  • Gratis
  • Freemium
  • Premium

Gratis

Denne gruppe kræver den største forsigtighed. Der findes mange gode og helt gratis plugins, men der kan være langt imellem de gode oplevelser grundet det store udvalg.

Hvis det skal være helt gratis, kan du mindske risikoen noget ved at vælge kendte plugins med mange installationer og gode anmeldelser. Helt nye plugins kan naturligvis også være gode, men hvis det skal være helt gratis, og tilmed til erhvervsmæssigt brug, er min anbefaling at vælge kendte og etablerede plugins.

En god tommelfingerregel er desuden at være særligt forsigtig med omfattende plugins, som har en større rolle på din erhvervshjemmeside.

Freemium

’Freemium’ er en sammensætning af ‘free’ og ‘premium’. Jeg kan ikke komme i tanker om en tilsvarende dansk betegnelse.

Nu begynder tingene at blive lidt mere interessante. Her står der virksomheder bag, som vedligeholder deres produkter, og yder support til deres kunder og ofte endda også til gratisterne.

Fidusen ved freemium modellen er, at man kan bruge premium plugins gratis, men med et begrænset funktionsudvalg i forhold til den betalte udgave.

Det er lidt forskelligt, hvor gavmilde producenterne er med de gratis funktioner, men i langt de fleste tilfælde hører de lækre funktioner til i den betalte udgave (naturligvis).

Freemium plugins skal altså mest ses som reklame for de betalte udgaver, men dette en fin måde at teste forskellige plugins, inden man køber sig til premium udgaven. Modellen er god til dem, der vil holde omkostningerne nede uden at gå alt for meget på kompromis med kvaliteten. Ofte er de gratis udgaver ganske tilfredsstillende.

Mange vil sagtens kunne nøjes med de gratis udgaver. Personligt har jeg en større liste af freemium plugins, hvor jeg aldrig har haft behov for at opgradere, og som så rigeligt opfylder mit og mange andres behov.

Premium

Her når vi op på et mere professionelt niveau. Bevares, ting gror naturligvis ikke ind i himlen, bare fordi man betaler for dem, men i denne gruppe er det hele bare mere seriøst.

Det er her, man leder efter plugins, når man tager sin hjemmeside seriøst, og ikke mindst når hjemmesiden har kommercielle formål.

Priserne varierer meget, men der er sjældent tale om store beløb. Samtidig skal man huske, at virksomhedens hjemmeside og relaterede omkostninger er fradragsberettigede, hvorved  listeprisen, i grove træk, halveres.

På den måde kan det, i erhvervsmæssig sammenhæng, sjældent betale sig at bruge tid på at rode rundt med gratis og ofte tvivlsomme plugins. Den tid man sparer på at vælge gode værktøjer fra starten, er i dén grad plugin prisen værd.

Husk at søge på nettet inden du vælger WordPress plugin

Det er ikke alle plugins, der kan findes som freemium udgave. Flere og flere af de store spillere trækker deres produkter ud af gratis-universet. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at søge i WordPress plugin databasen, hvis du vil have et fyldestgørende overblik over dine muligheder.

Dette udelukker dog ikke muligheden for gratis versioner, eller andre muligheder for at teste produktet inden man køber.

I langt de fleste tilfælde tilbydes testudgaver, hvor man i en begrænset periode kan prøve den fulde udgave af et givent plugin.

Desuden tilbydes ofte en gratis udgave, som nogle gange er ganske gavmild, men som dog typisk vil være så skrabet, at det i praksis kun er en testversion.

Tilfredshedsgaranti

En anden variant er tilfredshedsgarantier. I disse tilfælde køber man et plugin, hvorefter man kan annullere købet, hvis man ikke er tilfreds. Når du støder på tilfredshedsgarantier, bør du dog være opmærksom på salgsbetingelserne i de enkelte tilfælde.

Nogle skriver, at du uden videre kan fortryde købet, og det er min erfaring, at det faktisk er tilfældet. Nogle spørger dog venligt om, hvorfor du ønsker at annullere købet.

Jeg har personligt aldrig haft problemer med at returnere et plugin med generel tilfredshedsgaranti. Til gengæld er jeg i ganske få tilfælde stødt på nogen utilfredshed med mit ønske om at fortryde købet.

Når bordet fanger

I andre tilfælde er man mere strikse, og giver kun pengene tilbage hvis deres plugin ikke virker.

Dette behøver ikke nødvendigvis afskrække dig fra at købe plugins med den slags betingelser. Plugin udviklere der har den slags handelsbetingelser, beskriver typisk deres produkter meget nøje, og yder support til at løse eventuelle problemer.

Men hvis dit budget er stramt, er det måske ikke værd at løbe risikoen for at brænde inde med et plugin, som du ikke bruger.

Sådan vælger du dit WordPress plugin

Hvis du bruger din hjemmeside professionelt, ønsker du sikkert at vælge gode og sikre plugins. Man kan naturligvis aldrig vide sig helt sikker, men der findes flere gode indikatorer på, hvad der udgør et godt plugin.

Hvor er pengene

Min erfaring siger, at et godt sted at starte jagten på det helt rigtige WordPress plugin er, at lede efter pengene, så at sige. Økonomisk profit har jo en vis motivationsfaktor på de fleste mennesker, og markedet for WordPress plugins er ikke anderledes.

Min strategi med at lede efter pengene bunder i, at det er tidskrævende at finde de bedste plugins. Der er aldrig garantier, men når der står kommercielle interesser bag, er der en større sandsynlighed for, at produktet forbliver på markedet, og at det bliver vedligeholdt løbende.

Hvordan finder du så dine WordPress plugins?

Der er to gode steder at starte jagten på et plugin, og det ene udelukker ikke det andet:

  1. Plugin databasen direkte i WordPress. Alternativt kan man bruge den tilsvarende oversigt på WordPress.org, som er noget hurtigere.
  2. Google søgning

WordPress plugin repository (Plugin databasen)

Plugin databasen ved WordPress har store fordele og store ulemper:

Fordele

  • Den helt store fordel er, at man kan se, hvor mange gange det enkelte plugin er blevet installeret, og ikke mindst hvad andre synes om det. Med en smule erfaring kan man bruge antallet af installationer holdt op imod niveauet af tilfredshed til, at vurdere om man skal bruge tid på at teste et plugin.
  • Man kan se om et plugin vedligeholdes, og om det er kompatibelt med den udgave af WordPress, som man har installeret.
  • Uanset fordele og ulemper, så er det utroligt praktisk at have så mange plugins lige ved hånden.
  • Som udgangspunkt kan alt installeres og benyttes helt gratis. I mange tilfælde skal der dog betales for udvidede funktioner.

Ulemper

  • Først og fremmest er dette langt fra en komplet oversigt over, hvad der findes af plugins. Som nævnt findes der et hav af plugins udenfor dette forum.
  • Stort sorteringsarbejde.
  • Søgefunktion er ekstremt dårlig. Man skal være meget præcis i sin indtastning, da stavefejl eller forkerte betegnelser fører til 0 eller dårlige søgeresultater. Så vær forberedt på at søge bredt.

Google søgning efter WordPress plugins

Jeg følger altid op med en Google søgning for at være sikker på, at jeg ikke overser relevante plugin alternativer.

Dels kan man, som nævnt, ikke stole 100% på søgeresultaterne i plugin-databasen, og dels er det min erfaring, at mange af de bedste plugins skal findes udenfor WordPress databasen.

Dette er et af de ganske få tilfælde, hvor jeg rent faktisk lægger mærke til Googles reklamer. Som nævnt leder jeg altid efter plugins, hvor der er penge i spil, og da Adwords reklamer kan være dyre, er det min vurdering, at reklamerne indikerer en vis seriøsitet.

Desuden er det her man kan spotte nye kommercielt funderede plugins. Det tager jo tid for et nyt plugin at ’flyde ovenpå’ i mængden inde i WordPress databasen, ligesom det tager tid at komme frem i de almindelige Google søgeresultater.

Jeg ser det derfor som et godt tegn, når der bruges midler på at reklamere.

Nærbillede af google søgning med teksten: Hvad er et WordPress plugin?

Når der skal testes og vælges

Hvis man ikke har så meget erfaring med WordPress, er det meget naturligt blot at installere diverse plugins på sin hjemmeside for, at se hvordan de virker.

Men nej, det er ikke en tilrådelig fremgangsmåde. Man mister hurtigt overblikket over, hvad man har installeret, og man ender hurtigt med et frygteligt rod i plugin-oversigten.

Ikke nok med at det roder. Med ganske få undtagelser, efterlader plugins spor i databasen, selvom man sletter dem. Det betyder, at jo mere man tester, jo mere rodet bliver databasen i WordPress.

Plugin-producentens primære interesse ligger jo i at sælge et plugin, og få det installeret. Det kræver derfor en vis professionalisme hos en plugin-udvikler, også at tage sig tid til at udvikle en god proces til fjernelse af et plugin.

Test miljø

Det er derfor en kæmpe fordel at teste plugins på en separat test hjemmeside. På den måde undgår du, at din hjemmeside bliver sandet til med koderester fra slettede plugins.

Dette er dog lettere sagt end gjort, hvis man er ny i WordPress eller nystartet ’gør det selv web designer’. Samtidig er det ikke imidlertid ikke frygteligt kompliceret, og det er en god disciplin at beherske, hvis man arbejder med sin hjemmeside løbende.

Et test-miljø kan skabes på flere forskellige måder:

  • Selvstændigt domæne til testformål
  • Underdomæne (subdomain)
  • Staging site
  • Lokalt test miljø (Server simulator direkte på din computer)
  • Backup > test plugin > genetablér fra backup. Dette punkt er jo ikke et egentligt testmiljø, men metoden kan bruges i en snæver vending. Jeg vil dog anbefale kun at bruge denne metode med mindre hjemmesider, samt at gøre det på tidspunkter, hvor der er så lidt trafik på siden som muligt.

Til slut

Den store udbredelse af WordPress har skabt grundlaget for et enorm marked for WordPress plugins og online ydelser, der findes til WordPress hjemmesider og blogs.

Men som du kan se, skaber det også behov for en del omtanke, hvis du vil holde din WordPress installation ren. Mange plugins og en rodet database gør siden langsommere, hvilket som bekendt kan påvirke din SEO.

Michael Glans, indehaver af Melfar Web Design

Skrevet af

Michael Glans

Web designer og 3d animator
Indehaver